Rejse med hund eller kat – sådan forbereder du dig

Drømmer du om at tage din hund eller kat med på ferie til udlandet? Så er det vigtigt at være godt forberedt. Der gælder nemlig særlige regler, når du rejser med kæledyr – både inden for EU og uden for. Med den rette viden og lidt planlægning kan du og dit dyr få en tryg og problemfri rejseoplevelse.

Hos Rørbæk Dyreklinik hjælper vi mange kæledyrsejere, der ønsker at tage deres hund eller kat med på ferie – både til Norge, Sverige, Spanien og længere væk. Her får du vores bedste råd til en sikker og stressfri rejse med dit kæledyr.

Krav til rejse inden for EU – pas og rabiesvaccination

Når du rejser med hund eller kat inden for EU, skal du opfylde tre grundlæggende krav:

  • ID-mærkning med mikrochip: Dit kæledyr skal være ID-mærket med en mikrochip. Det er denne chip, der entydigt identificerer dyret og knytter det til dig som ejer.
  • Gyldigt EU-pas til kæledyr: Du skal have et gyldigt EU-selskabsdyrspas. Dette udstedes af en autoriseret dyrlæge og indeholder oplysninger om dit dyrs identitet og vaccinationer.
  • Vaccination mod rabies: Dit dyr skal være vaccineret mod rabies. Vaccinationen kan tidligst gives, når dyret er 12 uger gammelt og skal gives minimum 21 dage før afrejse fra Danmark.

OBS: Rejser du til Bornholm via Sverige, gælder EU-reglerne også, da du passerer et andet land.

Fødevarestyrelsen har lavet nogle guides der kan være en god idé at kigge på:
Rejse med hund
Rejse med kat
Rejse uden for EU

Det skal du være særligt opmærksom på

  • Rejser du til Norge, Finland, Irland eller Malta, skal dit kæledyr behandles mod rævens dværgbændelorm kort tid før indrejse. Behandlingen skal udføres og attesteres af en dyrlæge.
  • Hvis du rejser med færge eller fly, skal du undersøge transportfirmaets regler for rejser med dyr. Der kan være særlige krav til transportkasse, temperatur og plads.
  • Skal du til Bornholm via Sverige, skal både svenske og danske regler overholdes, selvom du kun er i transit.
  • Rejsen skal være personledsaget. Det vil sige, at du selv (eller en person med fuldmagt) skal rejse sammen med dyret.

Krav til rejse uden for EU

Rejse med hund eller kat uden for EU kræver som regel ekstra dokumentation og længere forberedelse end rejser inden for EU. Det kan blandt andet omfatte blodprøver, sundhedscertifikater og i visse tilfælde karantæne. Flere af disse krav tager tid at opfylde – og planlægningen bør derfor starte flere måneder i forvejen. Hvis forberedelsen starter for sent, kan dokumentation eller tidsfrister blive overset.

Det gælder også, hvis du blot passerer gennem et land uden for EU på vej til din destination.

Fødevarestyrelsen har lavet en guide til rejse uden for EU:
Rejse uden for EU

Hos Rørbæk Dyreklinik hjælper vi gerne med at udfylde sundhedsdokumenter og certifikater. Derudover anbefaler vi at kontakte det pågældende lands ambassade.

Gode råd før afrejse

Sundhedstjek og forebyggelse før rejsen

Det kan være en god idé at få lavet et sundhedstjek, før du tager afsted med dit kæledyr – særligt hvis det gælder en længere rejse. På denne måde kan vi sikre, at dyret er sundt og rask, og at alle vaccinationer og dokumenter er opdaterede. Vi kan blandt andet gennemgå følgende:

  • Vurdering af rejsens varighed og temperatur i destinationslandet

  • Anbefalinger om parasitforebyggelse, fx sandfluer, flåter og tropisk hjerteorm i Sydeuropa

  • Råd om beroligelse og motion, så rejsen bliver mere tryg for kæledyret

Derudover kan der være forskellige anbefalinger til forebyggelse af diverse parasitter mv. som afhænger af hvor jeres rejse går til. Vi vil altid gerne råde og vejlede.
Kontakt os gerne i god tid inden I skal rejse.

Din rejse-tjekliste

Er du klar til afgang? Her er, hvad du skal have styr på:

☐ Dit kæledyr er chipmærket og registreret korrekt
☐ Du har et gyldigt EU-pas til dyret
☐ Rabiesvaccinationen er givet og er gyldig
☐ Eventuelle særlige krav (f.eks. ormekur, certifikater eller blodprøver) til din destination er opfyldt
☐ Du har undersøgt reglerne hos fly- eller færgeselskabet
☐ Transportkasse og rejsedokumenter er pakket
☐ Dit kæledyr er sundt, trygt og klar til rejsen
☐ Kontaktoplysninger på lokal dyrlæge på destinationen er noteret
☐ Du har tjekket, om din dyreforsikring dækker i udlandet

Har du spørgsmål til rejsedokumenter, vaccinationer eller sundhedstjek før rejsen? Så kontakt os i god tid – vi hjælper gerne dig og dit kæledyr godt afsted på rejsen.

Denne artikel er udarbejdet af dyrlæger hos Rørbæk Dyreklinik med erfaring i rejse med hund og kat.
Klinikken er beliggende i Lille Rørbæk og hjælper hunde- og katteejere fra Frederikssund og omegn – samt fra andre dele af Sjælland.

Du vil måske også synes om….