Når fødslen er overstået, starter en ny og vigtig fase: Pasningen af tæven og hendes hvalpe. Selvom meget foregår naturligt, er det vigtigt, at du som ejer er opmærksom, støttende og ved, hvad du skal holde øje med.
Denne artikel guider dig til den første tid efter fødslen – fra sundhedstegn og adfærd til fodring og pasning.
Den nybagte mor – hvad er normalt?
Tæven bør umiddelbart efter fødslen:
-
Slikke hvalpene rene og stimulere dem
-
Lægge sig ned og lade dem die
-
Slappe af og virke rolig
-
Drikke vand og evt. spise lidt
Der kan komme udflåd i op til 3 uger. Det skal være tyndt, rødbrunligt og må gerne lugte lidt – men må ikke være ildelugtende, pusagtigt eller meget blodigt.
Hold øje med:
-
Feber (over 39,5 °C)
-
Sløvhed eller smerter
-
Manglende appetit
-
Rødme, hævelse eller smerte i patterne
Disse tegn kan være symptomer på fx livmoderbetændelse eller mælkekirtelbetændelse – og kræver omgående dyrlægebesøg.
Mælkeproduktionen og patterne
De fleste tæver producerer mælk kort før eller lige efter fødslen. Hvalpene dier meget og ofte – det er helt normalt.
Vær opmærksom på:
-
Hævede, varme eller ømme patter – kan tyde på mælkekirtelbetændelse
-
Blodig mælk
-
Hvalpe, der mister interesse for at die
Hvis en mælkekirtel føles hård, varm eller smertefuld, bør dyrlæge kontaktes med det samme. Mælkekirtelbetændelse kan hurtigt udvikle sig til en meget alvorlig situation.
Tævens foder og væske
I denne periode har tæven et markant øget energibehov, da hun producerer store mængder mælk, især i de første uger.
Gode råd:
-
Foder ad libitum med et kvalitets-hvalpefoder
-
Sørg for rigeligt frisk vand – gerne flere skåle tæt ved hvalpekassen
-
Del evt. fodringen op i flere små måltider dagligt
Hvalpenes trivsel – hvad du bør følge med i
Sunde hvalpe:
-
Dier aktivt og falder i søvn ved patten
-
Piber ikke konstant
-
Har fyldige maver og er varme at røre ved
Vej hvalpene dagligt – gerne på samme tidspunkt og før gerne en logbog. De bør tage på hver dag. Vægttab eller stagnation i vægt er faresignaler.
Temperatur i omgivelserne:
-
Første uge: ca. 26–28 °C
-
Anden uge: ca. 24–26 °C
-
Tredje uge og frem: ca. 22 °C
Hjælp ved afføring og urin
Hvalpe kan ikke selv tømme blære og tarm de første uger. Normalt klarer tæven dette ved at slikke dem omkring bug og endetarm.
Hvis tæven er udmattet eller usikker, kan du hjælpe:
-
Brug en blød, fugtig klud eller vatrondel
-
Stimuler forsigtigt efter hver fodring, så hvalpens krop tror, at det er tæven der slikker den
Hvornår skal du kontakte dyrlægen?
I tiden efter fødslen er det som regel tævens egen restitution og hvalpenes trivsel, der fylder mest. I sjældne tilfælde kan der dog opstå komplikationer efter hundefødsel, og derfor er det vigtigt at reagere, hvis noget ikke virker, som det skal.
Kontakt dyrlægen, hvis:
-
Tæven får feber, virker sløj eller har stærkt ildelugtende udflåd
-
Der er tegn på mælkekirtelbetændelse
-
En hvalp er kold, slap eller taber sig
-
Du er i tvivl – det er altid bedre at spørge én gang for meget
Vil du have det samlede overblik over hele forløbet med ansvarlig hundeavl, kan du læse mere her:
🔗 Tilbage til overblik over ansvarlig avl på hund
Næste skridt i forløbet:
Når de første uger er gået, begynder en ny og spændende fase i hvalpenes udvikling. Her spiller socialisering, miljøtræning og gradvis fravænning en stor rolle.
🔗 Læs videre: Hvalpenes første uger – udvikling og socialisering
Denne artikel er udarbejdet af dyrlæger hos Rørbæk Dyreklinik med erfaring inden for sund hundeavl.
Klinikken er beliggende i Lille Rørbæk og hjælper hundeejere fra Frederikssund og omegn – samt fra andre dele af Sjælland.























