Fødslen – hvad er normalt og hvornår bør du reagere?

Når drægtigheden nærmer sig sin afslutning, begynder ventetiden. Mange tæver føder helt selv, men som ejer spiller du stadig en vigtig rolle. At kende forskel på det normale og det unormale er afgørende, så du kan støtte tæven – og reagere i tide, hvis noget ikke går som forventet.

Denne artikel guider dig gennem fødslens tre faser, hvad du bør holde øje med, og hvornår det er tid at kontakte dyrlægen.

Klargøring af hvalpekassen før fødslen

Hvalpekassen bør være:

  • Klar i god tid, så tæven kan nå at vende sig til den
  • Lav at komme ind i – men med kanter, så hvalpene ikke ruller ud

  • Stor nok til at tæven kan ligge udstrakt på siden

  • Med afstandslister (små trælister langs kanterne), så hvalpene ikke bliver mast

  • Fyldt med blødt, rent og gerne vaskbart underlag

Stil den et roligt sted uden træk – gerne hvor tæven allerede føler sig tryg.

De tre faser i en normal fødsel

En normal fødsel hos hund kan variere meget fra tæve til tæve – og fra kuld til kuld. Men den følger som regel dette mønster:

Opblokningsfasen (6–24 timer)

Denne fase starter ofte i det stille. Du kan opleve, at tæven:

  • Gisper, piber eller virker urolig

  • Graver i tæpper eller “bygger rede”

  • Trækker sig væk og søger ro

  • Har fald i kropstemperaturen (ca. 1 °C under normalen)

Denne fase er kroppens måde at gøre sig klar. Livmoderen arbejder, men der ses endnu ingen aktive presseveer.

Tip: Mål tævens temperatur morgen og aften fra dag 58–59 i drægtigheden. Et fald fra ca. 38,5 °C til 37,0–37,5 °C indikerer ofte, at fødslen starter inden for et døgn. På denne måde kan du være ekstra godt forberedt.

Uddrivningsfasen – nu kommer hvalpene

Her begynder de synlige presseveer, og første hvalp fødes typisk inden for 20–60 minutters aktivt pres.

De næste hvalpe kommer ofte med 10–60 minutters mellemrum, men det er ikke unormalt med kortere eller længere pauser – især midt i kuldet.

Hold øje med:

  • Veernes styrke og hyppighed

  • Om tæven virker afkræftet

  • Om du kan se en hvalp, der ikke kommer ud

Du kan støtte tæven ved at:

  • Sørge for ro og tryghed – ingen forstyrrelser

  • Holde området rent og tørt

  • Tilbyde vand og evt. lidt foder mellem hvalpene

  • Skrive ned, hvornår hver hvalp fødes

Efterbyrdsfasen – moderkager og rensning

Hver hvalp har sin egen moderkage, som udstødes med eller lige efter hvalpen. Tæven spiser ofte moderkagerne – det er normalt og hjælper med at stimulere veerne og hormonbalancen. Men undgå gerne, at hun spiser alle moderkagerne – det kan give diarré. Lad hende spise 1-2 stykker og fjern herefter resten.

Sørg også for at:

  • Holde styr på antallet af moderkager

  • Fjerne beskidt underlag og lægge rent på

  • Observere om hvalpene dier og virker aktive

Håndtering af navlestrengen hos hvalpe

Tæven vil ofte selv:

  • Bide navlestrengen over

  • Slikke hvalpen ren

  • Stimulere vejrtrækning og afføring

Men hvis hun ikke gør det (fx pga. udmattelse eller usikkerhed), kan du:

  • Klippe navlestrengen med en ren, steril saks – ca. 2–3 cm fra bugen

  • Undgå at trække – det kan give blødning eller skade

  • Trykke let med sterilt kompres ved blødning

  • Binde med steril bomuldstråd, hvis blødningen fortsætter

Hvornår du bør kontakte dyrlægen under fødslen

Selvom de fleste fødsler forløber normalt, kan der i nogle tilfælde opstå komplikationer ved en hundefødsel. Derfor er det vigtigt at kende de tegn, der kræver hurtig reaktion og kontakt til dyrlægen.

Ring til dyrlægen med det samme, hvis:

  • Der går mere end 2 timer mellem hvalpene

  • Tæven har kraftige presseveer i over 30 minutter uden resultat

  • Der ses grønt flåd, men ingen hvalp kommer

  • Der har været veer, som pludselig stopper

  • Tæven virker sløv, desorienteret eller i smerter

  • Du føler dig usikker – det er helt i orden at spørge!

Det normale forløb efter fødslen

Når fødslen er ovre, bør tæven:

  • Slikke hvalpene og hjælpe dem i gang med at die

  • Slappe af og virke tilpas

  • Have adgang til vand og evt. lidt foder

Der kan være flåd i op til 3 uger – det er normalt, så længe det ikke er ildelugtende, blodigt eller pusagtigt. Kontakt os, hvis du er i tvivl.

Vil du have det samlede overblik over hele forløbet med ansvarlig hundeavl, kan du læse mere her:
🔗 Tilbage til overblik over ansvarlig avl på hund

Næste skridt i forløbet:

Når fødslen er afsluttet, begynder en ny og vigtig fase. Den første tid efter fødslen har stor betydning for både tævens restitution og hvalpenes trivsel, og her er der også en række ting, du som ejer bør være opmærksom på.
🔗 Læs videre: Efter fødslen – pleje af tæve og hvalpe

Denne artikel er udarbejdet af dyrlæger hos Rørbæk Dyreklinik med erfaring i hundeavl.
Klinikken er beliggende i Lille Rørbæk og hjælper hunde- og katteejere fra Frederikssund og omegn – samt fra andre dele af Sjælland.

Du vil måske også synes om….