Vores ydelser hos Rørbæk Dyreklinik

På denne side får du et overordnet indblik i nogle af de ydelser vi tilbyder.
Er du i tvivl om, hvorvidt vi kan hjælpe med netop dit dyr eller din problemstilling, er du altid velkommen til at kontakte os. Vi hjælper gerne med at afklare næste skridt – også hvis det viser sig, at den rette løsning for dig og dit dyr ligger et andet sted.

Konsultation

En konsultation begynder med en grundig snak om dit kæledyrs helbred, adfærd og de observationer, du har gjort dig i hverdagen. Herefter foretager dyrlægen en klinisk undersøgelse med fokus på netop de symptomer eller udfordringer, dit dyr har. Relevante områder undersøges grundigt for at finde årsagen og skabe overblik, så vi sammen kan lægge en målrettet plan – og du som ejer er altid en aktiv del af beslutningen om det videre forløb.

Vaccination

Et besøg til vaccination og sundhedstjek begynder med en grundig snak om dit kæledyrs helbred, livsstil og hverdag. Dyrlægen foretager en systematisk undersøgelse af hele kroppen – fra tænder til poter – med fokus på både forebyggelse og trivsel. Sammen gennemgår vi, hvilke vacciner der er relevante for netop dit dyr, og du som ejer er altid med i beslutningen om det videre forløb.
Læs mere om vaccinationer her.

Operationer

Vi udfører en bred vifte af kirurgiske indgreb, herunder fjernelse af knuder, blæresten og fremmedlegemer samt udvalgte øjenoperationer og amputationer. De fleste former for bløddelskirurgi foretager vi her på klinikken, mens knoglekirurgi varetages i samarbejde med specialister. Hvert indgreb planlægges omhyggeligt med fokus på dit dyrs sikkerhed – og du vil som ejer blive grundigt informeret før, under og efter operationen.
Læs mere om forberedelse her.

Medicinske udredninger

Når et kæledyr ikke trives, men symptomerne ikke peger entydigt på én diagnose, laver vi en medicinsk udredning. Det kan indebære en kombination af klinisk undersøgelse, laboratorietests og billeddiagnostik. Udredningen tilpasses individuelt, og vi lægger vægt på en tæt dialog mellem dig og vores dyrlæger. Kræver forløbet henvisning til specialiserede dyrlæger, hjælper vi naturligvis med dette – og vi vil fortsat være din faste sparringspartner.

Tandbehandlinger

Vi udfører grundige tandbehandlinger i fuld narkose, så vi kan arbejde sikkert og effektivt uden ubehag for dit dyr. Behandlingen omfatter tandrensning med ultralyd, polering og en grundig undersøgelse af hele mundhulen. Der tages tandrøntgen af alle tænder for at opdage skjulte problemer under tandkødet og sikre en sund mund, som har betydning for dit dyrs generelle trivsel.
Læs mere om tandbehandling her.

Neutralisation

Neutralisation af hunde og katte er et indgreb, vi nogle gange anbefaler for at forebygge uønsket drægtighed, hormonbetinget adfærd og visse sygdomme. Indgrebet foregår i fuld narkose med fokus på sikkerhed, god smertebehandling og ro omkring dit dyr. Vi vurderer altid det enkelte dyrs behov nøje – og i nogle tilfælde er det mest hensigtsmæssigt at lade være. Til hanhunde tilbyder vi også medicinsk kastration som et midlertidigt alternativ.
Læs mere om anbefalingerne her.

Laboratorieundersøgelser

På klinikken har vi eget laboratorium, hvor vi kan analysere en lang række prøver – herunder blodprøver, urin og afføring. Det giver os mulighed for hurtigt at få svar, så vi kan komme videre med den rette behandling eller udredning uden unødig ventetid. Har vi brug for mere avancerede analyser, samarbejder vi med et stort veterinært speciallaboratorium, der dækker alle typer undersøgelser og sikrer et solidt fagligt grundlag for det videre forløb.

Billeddiagnostik

Vi har moderne billeddiagnostisk udstyr og tilbyder både røntgen og ultralyd. Røntgen anvendes blandt andet ved halthed, hoste og mistanke om fremmedlegemer – og vi er certificerede til at tage HD-, AD- og OCD-billeder til DKK. Med ultralyd kan vi blandt andet undersøge for drægtighed, livmoderbetændelse og blærelidelser. Kombinationen af billeddiagnostik og klinisk undersøgelse giver et solidt grundlag for en præcis diagnose og et velovervejet behandlingsforløb.

Parasitundersøgelser

Vi tilbyder undersøgelse af afføring for parasitter som indvoldsorm samt hjerte- og lungeorm. Undersøgelsen foregår ved, at du typisk indsamler afføring over flere dage, som vi herefter analyserer. I mange tilfælde kan vi udføre undersøgelsen på klinikken og have svar allerede dagen efter. En afføringsprøve kan give vigtig viden om dit dyrs sundhed – også når symptomerne er få, uklare eller slet ikke til stede.
Læs mere om hjerte- og lungeorm her.

Negleklip

Negleklip kan måske lyde som en basal ydelse, men for mange dyr – og deres ejere – kan det være forbundet med stor usikkerhed og stress. Vi har stor erfaring med at klippe kløer på langt de fleste patienter i rolige og trygge rammer. Er dit dyr meget angst, kan vi tilbyde beroligende medicin inden besøget eller udføre negleklip i let bedøvelse. Det vigtigste for os er, at oplevelsen bliver så skånsom som muligt for både dig og dit dyr. Du er altid velkommen til at spørge os til råds.

Reproduktion

Vi tilbyder hjælp i hele forløbet – fra de indledende sundhedsundersøgelser af forældredyrene til hvalpene eller killingerne er klar til at flytte hjemmefra. Med blodprøver kan vi fastslå det optimale parringstidspunkt, og vi udfører drægtighedsscanninger med ultralyd. Senere i drægtigheden kan vi tage røntgen for at vurdere antal hvalpe eller killinger. Vi følger forløbet tæt og byder gerne et helt kuld velkommen til første vaccination og sundhedstjek.
Læs mere om drægtighed her.

 

 

Det sidste farvel

Når tiden er inde til at tage afsked, gør vi vores bedste for at skabe ro og tryghed. Vi tager os god tid og sørger for, at det sidste farvel bliver så fredeligt og værdigt som muligt. Du kan vælge at lade aflivningen foregå her på klinikken eller hjemme i trygge omgivelser. Vi er her for at støtte og vejlede dig i en svær stund. Ønsker du efterfølgende en urne eller et askesmykke, hjælper vi naturligvis gerne med dette.
Læs mere om det sidste farvel her.